3 ikke-fanatiske tips til mænds sundhed

 

Det lader til, at mænd tror de er sundere, end de egentlig er?

I forbindelse med "Mens Health Week" har jeg været i Go´morgen Danmark på Tv2 og tale om sundhed og forebyggelse gennem maden. Og det skal vi tale om, for tre gange så mange mænd som kvinder har ikke været til lægen inden for det sidste år. 

Men sandheden er at unge mænd har 300% større dødelighed end unge kvinder. Og selvom meget kan tilskrives ulykker, er der også en større dødelighed af kræft og hjertekarsygdomme.

  • Indtil 40 års alderen er det stort set kun mænd, der dør af hjertekarsygdomme

  • Indtil mænd fylder 25 år, har mænd 40% større dødelighed af kræft.

Men kære mænd. I er for dejlige, og vi vil ikke have, at I dør tidligere end os! Så hvad gør vi?

Ikke-fanatisk tip nr. #1: Spis frugt og grønt, mand!

Mænd i alderen 18-75 år spiser i gennemsnit kun 191 gram grøntsager og 166 g. frugt /dag, selvom det anbefales større børn og voksne at spise 600 g frugt og grøntsager dagligt. Mindst halvdelen af de 600 gram bør være grøntsager - og dette regnskab tæller kartofler ikke med.

Mænd har altså brug for flere grøntsager og frugt, for at nedsætte risikoen for overvægt og livstilssygdomme. Men det betyder ikke at man absolut skal spise bjerge af rå selleristænger og frisk squash, hvis man ikke kan lide det. Sammenkogte retter, supper, gryderetter, pizza og deller kan nemt spædes op med grøntsager. og grønt på dåse eller fra frost tæller også med i regnskabet.

Og så vil jeg slå et slag for, at vi udnytter eventuelle mellemmåltider som små muligheder for at spise grønt og frugt. Erstat den usunde snack med et æble, så har du allerede tilføjet 100 g. frugt mere til regnskabet.

Ikke-fanatisk tip #2: Erstat kød med kylling og fisk.

Ifølge danskernes kostvaner (lavet af DTU) spiser mænd en stor portion mere kød end kvinder.  Kød dækker over ”rødt” kød (dvs. kød fra firbenede dyr som okse, kalv, svin og lam) og indmad samt charcuterivarer, men omfatter ikke fjerkræ.  

Kødet i kosten bidrager med vigtige næringsstoffer, blandt andet protein, B-vitaminer, særligt B12-vitamin, samt jern, zink og selen, men er samtidig en af de store kilder til fedt. 

De officielle kostråd siger, at man højst bør spise 500 g tilberedt kød om ugen, svarende til 2-3 middage om ugen samt lidt kødpålæg. Og så anbefales det at vælge kødprodukter med maks. 10% fedt (ifølge Fødevarestyrelsen, 2013).  

Gennemsnitligt svarer det til ca. 70 g tilberedt kød dagligt, men mænd spiser i gennemsnit 172 gram kød dagligt. På kød-fronten er der altså rig mulighed for at forbedre kostsammensætningen - og dermed sundheden.  

Derfor er tip #2 at erstatte kødet med kylling eller fisk. Det anbefales, at man spiser fisk mindst 2 gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg (Fødevarestyrelsen 2013). Det svarer til et gennemsnit på ca. 50 g pr. dag. Forebyg hjertekarsygdomme med fede fisk på menuen.  

Ikke-fanatisk tip #3: Bryd de dårlige vaner.

Når vi taler sundhed, må vi se på hele mennesket. Vi må forsøge at forstå årsag og sammenhæng.

Alkohol, manglende motion og stress er skyld i forringet sundhed for mænd. En undersøgelse viser, at stresshåndtering virkede bedre på mænds sundhed end undervisning i kost og motion. Det undrer mig ikke, for stress får os til at leve mere usundt - og sådan påvirker det ene det andet.

Der er rigtigt mange faktorer, der påvirker vores sundhed, så generelt kan man sige, at det gælder om at være opmærksom på symptomer, træffe gode valg og bryde med de dårlige vaner.

Og, kære mænd, udskyd nu ikke den tid hos lægen! Brug Mens Health Week, i denne uge, som en påmindelse om, at dit helbred er dit ansvar. Tag din sundhed alvorligt før det er for sent.  

gratis opskriftshæfte

Vil du spise sundere?

Download mit opskriftshæfte med 52 lækre opskrifter (jeps, det er dit for nul kroner!)

Der er både opskrifter på tømmermændsmad, nordisk lammekølle, favoritter med kylling og fisk, lækker brunch og meget, meget mere.