Har du spottet en spiseforstyrrelse? – sådan hjælper du bedst

En veninde, der aflyser alle jeres aftaler for at træne i stedet. En kollega, der taber sig meget og altid foretrækker en rå gulerod alene foran computeren i stedet for dagens ret i kantinen.

Er der noget galt? Og skal du over hovedet blande dig i det? Læs her, hvad du kan gøre, når du får mistanke om, at en, du holder af, har en spiseforstyrrelse.

Tanken har strejfet dig tidligere, men her mellem cæsarsalaten og café latten står det pludselig lysende klart: Din gode veninde har et sygeligt forhold til mad. Og nej, det er ikke, fordi hun sparer på kulhydraterne og tager små portioner, det er fordi, hun taler eksalteret om alle de skønne kager i glasmontren i caféen, mens hun selv snupper en lillebunke rejer og en rød tomat.

I øvrigt har hun tabt sig meget den seneste tid. Men skal du sige noget for at prøve at hjælpe, eller vil det bare gøre det endnu værre?

Det er et svært dilemma, som mange af os allerede har oplevet eller vil komme til at opleve på et tidspunkt.

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har hele 75.000 danskere en spiseforstyrrelse.

Det er svært for den spiseforstyrrede, men også for dem, der kender ham eller hende og gerne vil gøre noget for at hjælpe. Der findes ingen nem opskrift på, om og hvordan man skal forsøge at “blande sig”. Men før du siger noget, er der alligevel visse ting, du med fordel kan være opmærksom på.

Du skal for det første være klar over, at du sjældent umiddelbart vil blive mødt af en tak for hjælpen. Et menneske, der er ramt af en spiseforstyrrelse, vil typisk være meget ambivalent eller tøvende overfor at modtage hjælp. Derfor kan du god forvente et benægtende ”Jeg har det fint” eller et direkte vredt ”Du skal ikke komme her og fortælle mig, at jeg er syg”. Det er en naturlig reaktion, som kommer, fordi en del af den spiseforstyrredes sind opfatter sygdommen som en beskyttende ven.

Spiseforstyrrelsen giver hende forførende tanker som ”Hvis bare du spiser lidt mindre og træner lidt mere, er du en god pige/bliver alting godt/kan folk lide dig”. At overspise,overtræne eller sulte sig selv er for den spiseforstyrrede en flugtvej væk fra smertefulde tanker og følelser – væk fra et indre kaos.

Spiseforstyrrelsens mange krav og regler kan være en tryg ramme at færdes i, hvis alt andet i livet føles ude af kontrol.

Vær omsorgsfuld

Når du vil sige eller gøre noget, er det derfor utroligt vigtigt, at du som mor, søster, veninde eller kollega giver udtryk for, at du ønsker at forstå, hvad der ligger bag spiseforstyrrelsen og er klar til at være nysgerrig, omsorgsfuld og åben.

Bebrejdelser som “Du træner for meget” og “Det er ikke pænt at være så tynd” kaster blot benzin på et allerede brændende bål. Spiseforstyrrelsen får i forvejen den ramte til at føle sig forkert og ikke værd at elske, og du kan ufrivilligt komme til at give spiseforstyrrelsen ret ved at bekræfte, at det, den spiseforstyrrede gør, er forkert.

Du skal netop være en modvægt til de mange selvkritiske tanker, som opstår i en spiseforstyrrets tanker.

Når en person med en spiseforstyrrelse føler sig accepteret, respekteret og elsket, forsvinder modstanden mod at få hjælp normalt hurtigere.

Hvis det er svært at være forstående – måske fordi du som pårørende er meget frustreret og bekymret – så prøv at forestille dig, hvordan den spiseforstyrrede har det; at hun fx græder, mens hun spiser. Så bliver omsorgen nemmere at finde.

Du kan også få hjælp til din egen tålmodighed ved at forstå, at personen, hende du holder af, ikke ER sin spiseforstyrrelse. Du skal skelne mellem hende og hendes spiseforstyrrelse og meget gerne prøve at danne en alliance med hende og hendes raske side mod den sygdom, der stjæler hendes livskvalitet og sundhed.

Sig det med det samme

Når det er sagt, er det også værd at huske, at tidlig hjælp er bedst. Det kan derfor være en god ide at stille sig til rådighed for en snak, så snart du har fået en mistanke om, at der er noget galt, at der måske kan være en spiseforstyrrelse på vej, men det kan ofte være en fordel helt at lade være med at tale om kalorier, mad og træning. Det er lettere at hjælpe, hvis samtalen kan dreje sig om personens humør, tanker og drømme mere end om mad – netop fordi det sjældent er maden eller vedkommendes udseende, der er problemet, men det indre kaos, der er opstået.

sc3a5dan-kan-du-hjc3a6lpe-spisefor-kopi.jpg

Vil du hjælpe én du holder af til at få et sundt forhold til mad og krop? – Bliv Madmentor

Jeg er SÅ stolt over og glad for, at kunne invitere dig til foredrag og introduktion til Madmentoruddannelsen, som jeg har skabt i samarbejde med Sofia Manning. På Madmentoruddannelsen lærer du, hvordan du bedst kan hjælpe dig selv, andre og andres børn til at få et afslappet forhold til mad og krop.

Læs mere om Madmentor Udannelsen her